Passepartout 29

15. årgang · 2009 · 181 sider

Dansk guldalder er en periode i dansk kunsthistorie, der er skrevet meget om og afholdt rigtig mange udstillinger om. Som eksempel har Golden Days festivalerne i København gennem de senere år øget kendskabet til perioden via foredrag, byvandringer, udstillinger og publikationer. Når Passepartout har valgt at udkomme med et helt temanummer om netop denne fyldigt beskrevne periode, skyldes det, at der er blevet dannet et lidt ensrettet billede af denne tid i Danmark. Oftest bliver dansk guldalder fremstillet som en glansperiode inden for dansk kunst præget af borgerlig ro, idyl og harmoni. Passepartout spørger derfor, om guldalderen ikke er andet og mere end det, og om der ikke skjuler sig en anden historie bag denne arkaiske konstruktion. Dette temanummer handler om en søgen efter nye optikker på dansk guldalder og om at finde tematikker, der ikke er blevet belyst tidligere, men som gemmer på en spændende historie om kunstnerne, deres værker og tiden.

Dansk guldalder er i kunsthistorisk sammenhæng betegnelsen for kunsten i første del af 1800-tallet. Termen guldalder har ikke altid primært været brugt i kunsthistoriske sammenhænge. Den har en længere forudgående litteraturhistorisk tradition, der rækker tilbage til slutningen af 1800-tallet, men betegnelsen anvendes ikke i litterære kredse i dag. I en kunsthistorisk kontekst bliver betegnelsen først anvendt fra 1940’erne, og det er i dag stadig den mest udbredte betegnelse for kunsten fra ca. 1800-1850. Brugen af guldalderbetegnelsen i kunsthistorisk kontekst er dog ikke udtryk for et stilbegreb; det dækker snarere over et mangfoldigt visuelt udtryk af forskellige stilistiske træk. I dette temanummer af Passepartout anvendes betegnelsen guldalder derfor som en paraplybetegnelse og smeltedigel for forskellige stiltræk og strømninger, der placerer sig inden for første del af 1800-tallet.

I danmarkshistorien og i verdenshistorien er guldalderen en periode, hvor der samfundsmæssigt, kulturhistorisk og kunsthistorisk sker en række nybrud inden for mange fagtraditioner og videnskaber. Mange kunstnere forlader kunstakademiernes mørke atelierer og begynder at male i det fri – i naturen. Det er således i guldalderen, at vi ser spæde tegn på, at friluftsmaleriet manifesterer sig. Det er også perioden, hvor et gryende opgør med kunstakademiets regler og overleverede malerskikke ulmer under overfladen. Guldalderen er på mange måder opfindelsernes tidsalder: dampskibet, jernbanen, lokomotivet, fotografiet og telegrafien er nyskabelser, der alle ser dagens lys i perioden – som formuleret af H.C. Andersen: »O, vor Tid er Opfindelsernes Guldalder!« Det er samtidig en periode, der er omkranset af revolutioner og krige, og som i Danmarks tilfælde ender med enevældens fald. Herhjemme vokser borgerskabet frem som landets nye købedygtige publikum med en interesse for kunst, men deres smag er en anden end kongens og adelens. Smagsændringerne blandt de nye købere får med tiden vidtrækkende konsekvenser for hvilke værker og genrer, der faktisk bliver skabt og solgt til kunstmarkederne. 

Nok har periodens kunstnere opnået en form for frigjort status i og med, at de selv kan vælge, om de vil skabe deres værker indendørs eller udendørs. De er heller ikke længere kun tjenere for hoffet eller adelen og kan også næsten selv vælge, hvilke motiver de vil skildre. Men denne frigørelse har også en pris. Kunstnerne skal have noget at leve af, og derfor er det ikke økonomisk rentabelt kun at male små, pastose friluftsmalerier og landskabsstudier, der ikke kan sælges eller udstilles for offentligheden. For at få dagen og vejen til at hænge sammen må kunstnerne tage imod bestillinger – dvs. udføre portrætter eller male andre motiver, som de ved kan sælges. Det interessante ved disse bestillingsopgaver er, at der her ses tegn på, at kunstnerne er ved at bryde ud af en spændetrøje for, hvordan kunsten skal og må tage sig ud – trods de definerede rammer.