PASSEPARTOUT 39

21. årgang · 2019 · 214 sider

Tid er en af de mest kostbare ressourcer, vi har i dag, og de færreste føler, de har nok af den. Hver dag bestræber vi os på at følge med tiden i en stadig kamp for at nå opgaver, deadlines eller sociale aktiviteter. Vores døgnrytme forstyrres af et blåt skær, når endnu en e-mail, nyhedsoverskrift eller opdatering kalder på vores opmærksomhed. Teoretikere som Jonathan Crary og Hartmut Rosa har ligefrem karakteriseret vores senmoderne samfund som henholdsvis 24/7- og højhastighedssamfundet (Crary, 2014; Rosa, 2010). 

Også i samtidskunsten ser vi værker, som på forskellig vis forholder sig til emnet tid, f.eks. kunstnergruppen Raqs Media Collectives værk Escapement (2009). »Time girds the earth tight«1, udtaler de, hvilket peger på, at vores klode er inddelt i 24 tidszoner efter længdegrader, der omspænder kloden som en art bånd. Denne inddeling blev vedtaget på The International Meridian Conference i 1884, og dermed blev tiden standardiseret over det meste af kloden (Kern, 1983). Med en serie af ure viser Escapement os tiden i byer som London, Delhi, Peking, Tokyo og New York, men – hvor urvisere normalt kun udmåler tiden i timer, minutter og sekunder – er disse ure indstillet på en anden frekvens: »skyld«, » angst«, »pligt« og »nostalgi« eksempelvis. 

Titlen Escapement kan tolkes som en henvisning til det engelske ord »escape«, at undslippe eller flygte, og kan således pege på, at ingen af os kan flygte fra tiden. Men den refererer samtidig til et vendepunkt i den historiske udvikling af tidsmålingsteknologier, idet escapement (da. hæmværk) er den teknologi, som muliggjorde opfindelsen af det mekaniske ur omkring år 1300 (Dohrn-van Rossum, 1996). Værket peger dermed på den gennemgribende betydning, som tidsmålingsteknologier – fra solure, vandure, timeglas og det tidlige mekaniske ur til pendulure, quartz-ure og atomure – har haft for vores tidsopfattelse, historie og kulturhistorie. 

Det er imidlertid ikke kun uret, der medierer vores forhold til tid. Optageteknologier som kamera, grammofon, film og video præserverer sansedata i tid og lader os genopleve dem på et senere tidspunkt (Kittler, 1999; Stiegler, 2009), ligesom optagelser af billeder og lyd kan manipuleres ved frem- og tilbagespoling samt ved afspilning af optagelser i fast eller slow motion. Nyere digitale teknologier påvirker også vores tidsopfattelse. Det gælder eksempelvis algoritmiske anticiperinger af fremtiden, som vi møder i anbefalingssystemer på platforme som YouTube eller Netflix (Hansen, 2015) eller i de store digitale arkiver såsom Google, som vi i stigende grad indskrives i og oplever verden igennem (Ernst, 2017). 

Den tyske mediearkæolog Wolfgang Ernst peger endvidere på, hvordan komplekse teknologiske medieringer fremstiller tid på skalaer, der ligger ud over den menneskelige forstands kapacitet (Ernst, 2016). Det gælder både flygtige digitale processer – når vi f.eks. uploader til den digitale ‘sky’ – og langvarige, ‘dybere’ geologiske forløb. Nanosekundet på den ene side og det millionår lange tidsspand på den anden er næsten uforståelige og utilgængelige skalaer for os. Vi lever således i en tid, hvor teknologiske forandringer og medieringer i et hastigt tempo påvirker og forbinder os på nye måder, ikke kun i rum, men også i tid. 

Tiden føles knap. Det mærker vi ikke mindst i mødet med det, man kunne kalde for klodens tid, og den klimadagsorden, der i disse år vinder terræn. Tesen om, at vi befinder os i en ny geologisk epoke, Antropocæn (Crutzen, 2002), hvori mennesket udgør en geologisk jordforandrende kraft, der bl.a. kan destabilisere klimasystemet, er foruroligende. Der er måske kun få år tilbage at handle i, hvis de erklærede mål om at holde den globale opvarmning under 1,5 grader Celsius skal nås (IPCC, 2018). De valg, vi træffer i dag, kan således have betydning i et tidsperspektiv, der rækker langt ud over de få generationer, vi sædvanligvis tænker fremtiden i. Selve de måder, hvorpå vi tænker historisk tid, synes at være i krise, fordi vores historiske tid således interfererer med jordens dybe, geologiske tid (Chakrabarty, 2009). Klimaforandringer forbinder tiden og oplevelsen af den med følelser som fx skyld og pligt – ikke ulig dem, vi møder på urskiverne i Raqs Media Collectives værk. 

Idet spørgsmålet om tid og temporalitet således spiller en væsentlig rolle såvel historisk som i samtidskulturen, mener vi, det er vigtigt at sætte fokus på tid i kunsten. Der har i mange år været størst fokus på rum og repræsentationen af rum, hvad angår billeder, skulptur og arkitektur, mens tiden har fået mindre opmærksomhed i analysen af den visuelle kunst. En årsag til dette kan være, at teoretikere som G. E. Lessing ([1766] 2012), J. G. von Herder ([1778] 1996), T. W. Adorno ([1949] 1989) og C. Greenberg ([1940] 1996) med stor indflydelse har argumenteret for, at medier som litteratur og musik er tidslige medier, mens fladen er maleriets medium og rummet skulpturens. Selvom disse synspunkter er blevet udfordret og nuanceret gennem årtier, er kunsthistoriske studier af visuel kunst måske stadig påvirket af dem. Indenfor kunsthistorien har tid primært været diskuteret i relation til periodisering af kunst, i relation til minimalisme, installationskunst og konceptkunst (se fx Ring, 2009, kap. 5) samt i diskussioner af kulturel erindring. Man har dog de seneste år kunnet spore en fornyet interesse for tid i kunsten. Et eksempel er Alexander Nagel og Christopher Woods indflydelsesrige bog Anachronic Renaissance (Nagel og Wood, 2010), der undersøger komplekse temporaliteter i renæssancekunst. Andre eksempler er serien Documents in Contemporary Arts, der har udgivet et nummer med temaet Time (Groom, 2013), og antologien Time in the History of Art: Temporality, Chronology, and Anachrony (Karlholm og Moxey, 2018). De senere år har tid og temporalitet også været et omdrejningspunkt i diskussioner af begrebet kontemporaneitet i relation til samtidskunsten (Cox og Lund, 2017; Lund, 2019). Dette temanummer tænker vi således i forlængelse af disse tendenser og tilbyder læserne en vifte af perspektiver på tid og temporalitet i kunsten. 

Passepartout #39: Tid og temporalitet kan desuden tilgås digitalt her: https://tidsskrift.dk/passepartout/issue/view/8553