PASSEPARTOUT 38

20. årgang · 2017 · 233 sider

Dette otteogtredivte nummer af Passepartout sætter fokus på billeder af børn. Der eksisterer en lang tradition for at afbilde børn i kunstneriske sammenhænge, ligesom forestillinger om en forbindelse mellem barn og kunstner som individer knyttet til fantasi, leg og skaberkraft optræder siden slutningen af 1700-tallet. Barnet har gennem århundreder været gengivet i en lang række andre former for visuelle udtryk, og børn har selv afbildet sig selv og andre børn på deres tegninger. Ikke desto mindre er repræsentationer af barndom i tilknytning til billedkunst og visuel kultur hidtil et stort set ubeskrevet område i dansk, akademisk sammenhæng.

I en dansk sammenhæng leder man forgæves efter udstillinger, der tematiserer barnet som motiv i kunstnerisk sammenhæng, og akademiske undersøgelser begrænser sig til artikler, for eksempel om Jens Juels børne­portrætter i bogen Hvis engle kunne male (1995) redigeret af Charlotte Christensen. Med ønsket om at præsentere mulige indgange til forskning i billeder af børn inviterede vi forskere til at komme med bidrag i forhold til en række grundlæggende spørgsmål som: Hvilke billedlige repræsentationer afstedkommer børn? Hvilke former for visuelle udtryk producerer børn selv? Hvad karakteriserer visuelle opfattelser af ‘barnlighed’? Hvorledes begribes og bruges det barnlige i kunsten? Hvilke blikke retter voksne mod børn, og hvorledes repræsenteres disse blikke i billeder? Hvilke former for idolatri og ikonoklasme afstedkommer billeder af børn?

Overordnet set undersøger artiklerne i dette nummer en yderst vidtfavnende række af billeder af og forestillinger om børn ud fra en række forskellige faglige, teoretiske og metodiske perspektiver. Forskning i billeder af børn fremstår som et yderst heterogent forskningsfelt med mange udviklingsmuligheder, også i en dansk akademisk sammenhæng. Artiklerne afspejler samtidig, at barnet også dag – og måske særligt i dag? – på en gang vækker nysgerrighed inden for en række fagligheder, men også stadig fremstår som en gåde og en kilde til undren.