PASSEPARTOUT 37

20. årgang · 2016 · 176 sider

En gang imellem foregår der en vending i videnskaben, som forgrener sig på tværs af discipliner. I disse år er der et paradigmatisk skifte undervejs i de humanvidenskabelige fag, og under titlen »Materialitet« ønsker vi med den 37. udgivelse af Passepartout at sætte fokus på den materielle vending. Den ny retning udspringer blandt andet af opdagelser gjort inden for mikrobiologien, biomedicinen og kvantefysikken. I stedet for at anse alt materielt som en passiv størrelse er vores omverden – i bredeste forstand – begyndt at blive tolket som aktiv, dynamisk, vital og agentiv. At forskningen begynder at bearbejde naturen med en voksende sensibilitet og tildele den agens, kan også anskues i relation til det antropocæne; den potentielt nye tidsalder, vi står på tærsklen til, som resultatet af menneskehedens lang­varige indflydelse på naturen. 

Siden humanvidenskaberne generelt i århundreder har prioriteret kultur over natur, tanke over krop, diskurs over materialitet er der opstået et særligt presserende behov for at finde nye tilgange til alt det, der omgiver os sanseligt, taktilt og fysisk. En hungren efter det virkelige, det kropslige, det biologiske og det materielle er opstået. Eller med andre ord: alt dét, der findes uden for vores bevidsthed. De senere år har der således blandt akademikere været en udpræget eksperimentel trang til at nedbryde forestillingen om en verden, der er delt i henholdsvis døde og levende, passive og aktive ting. I stedet søges der efter muligheden for at artikulere et indbyrdes forhold blandt alle universets bestanddele.

Med Materialitet kommer en række fagfolk fra kunsthistorie, litteratur­videnskab og arkitektur med bud på, hvad materialitetsteorien kan bidrage med inden for deres område. Artiklerne er fælles om at tematisere den nærværende og fraværende materialitet i undersøgelsen af, hvordan den materielle vending viser sig i interaktionen med bl.a. kunst, litteratur og arkitektur; for hvad skabes i et verdensbillede, hvor alt – med teoretikeren Jane Bennetts ord – anses for at bestå af en sitrende ‘materie-energi’?